Vi har opdaget du bruger
Internet Explorer

Design og funktionalitet på siden vil være svækket grundet dette.
Hent en mere kompatibel browser nedenfor for at undgå dette

Hent din nye browser

Tilbagelevering af bil

Så nemt er det, når leasingperioden er slut

Vi har alle hørt skrækhistorierne: Når bilen skal tilbageleveres efter endt leasingperiode, så skal leasingfirmaet tjene penge, og bilen gennemgås minutiøst med lup og tættekam, og det tager flere timer – hver eneste ubetydelige skramme eller krumme på bagsædet får du lov at betale for.

Sådan er det ikke hos Autohuset Vestergaard og VestergaardGO. Her afleverer du bilen til FDM; det er trygt, det er sikkert, og det er uvildigt. Med andre ord, det foregår ordentligt.

»FDM er på bilisternes side, så det giver ro i maven, at de tager sig af gennemgangen af bilerne – og det samme gælder for os, fordi vi ved, at bilerne bliver behandlet af en uvildig aktør, så vi undgår tvister,« siger Glenn Hilstrøm, Brand Manager hos Autohuset Vestergaard og ansvarlig for VestergaardGO.

Hele VestergaardGO er lavet, så du har 100% vished for, at du ved, hvor meget du betaler for bil hver eneste måned. Derfor er service, grøn afgift og forsikring en del af den månedlige ydelse. Som en trumf har vi lavet et samarbejde med FDM om gennemgang af bilen, når leasingperioden udløber. Det giver dig en øget tryghed, og vi kan være sikre på, at der ikke er noget at rafle om.

Hos Autohuset Vestergaard lever vi af vores troværdighed. For leasing af biler har det tidligere været sådan, at der var en del mistillid til værkstederne, hvor bilen blev afleveret til gennemsyn. Derfor har vi valgt at sikre dig en uvildig gennemgang.

»Det handler om at skabe tillid mellem os og kunderne, og at kunderne kan have tillid til, at de ikke bliver snydt, når de afleverer bilen tilbage. Med en uvildig partner, der kigger på bilerne, kan vi øge troværdigheden mellem os og kunderne,« siger Glenn Hilstrøm.

VestergaardGO-kontrakten sikrer dig ret til at være til stede, når bilen gennemgås, ligesom du kan være sikker på, at det er en uvildig person fra FDM, der gennemgår bilen.

Sådan fungerer tilbagelevering
I praksis foregår det sådan, at du bestiller tid til aflevering hos FDM. Du booker et specifikt tidspunkt, hvor du enten vælger at være tilstede eller blot afleverer bilen. Er du ikke tilstede, mister du muligheden for at gøre indsigelser mod eventuelle skader, så vi anbefaler at tage billeder af bilen, såfremt der er noget at vise frem.

Hos FDM anbefaler de at booke tilbageleveringen i god tid; gerne én til to måneder før leasingaftalen slutter, så du kan være sikker på at kunne køre bilen helt indtil aftalens udløb.

Inden du afleverer bilen tilbage, opfordrer FDM til at gå bilen igennem og få ordnet eventuelle større skader. Dagen før aflevering bør du give bilen en ordentlig overhaling; sørg for at kabinen og bagagerum er rene og ryddede, og fjern alle ejendele fra opbevaringsrum – husk opbevaringslommer og rummet under gulvet i bagagerummet. Slet også dine digitale spor fra bilen som bluetooth-opkobling, profiler i bilens setup, adresser i navigation og app-forbindelser. Sørg for at få styr på papirarbejdet, som servicebog og registreringsattest; det skal afleveres sammen med alle nøgler og evt. ekstra hjulsæt til bilen.

Til sidst opfordrer FDM til at vaske bilen på vej til afleveringen, ikke dagen før, da alle ridser og buler i lakken skal kunne ses, forklarer Torben Vilhelmsen, centerleder ved FDMs Test og Bilsyn:

»Når bilen bliver gennemgået skelnes der mellem almindelig slidtage og påførte skader. Vi ser selvfølgelig efter ridser; du kan selv se, om det kan poleres væk ved at køre din negl henover ridsen, hvis du kan mærke ridsen, så skal det lakeres,« siger han og fortsætter:

»Det samme med buler; hvis der er gået hul på lakken, så skal bulen rettes, og området lakeres, mens en mindre bule kan rettes indefra uden reparation.«

Bilens ruder og spejle bliver også gennemgået for ridser, revner og stenslag. Enkelte stenslag i synsfeltet på forruden kan desværre betyde, at ruden skal skiftes. Fælgene bliver efterset, og er du eksempelvis kørt på en kantsten, skal fælgen udbedres. Dækkene skal også være ubeskadiget.

»Der er masser af biler, som er velholdte og ikke koster kunden noget, men vi ser også eksempler på det modsatte, hvor det løber op i ret store beløb – det kan altså godt betale sig at passe på sin leasingbil,« siger Torben Vilhelmsen.

Tilbagelevering via FDM

  • Bilsalg.dk – Ballerup
    Industriparken 34, 2750 Ballerup
  • FDM Hillerød
    Lokesvej 2, 3400 Hillerød
  • FDM Aalborg
    Håndværkervej 20, 9000 Aalborg
  • FDM Silkeborg
    Bredhøjvej 5, 8600 Silkeborg
  • FDM Vejle
    Kun aflevering med tidsbestilling, Vestre Engvej 52, 7100 Vejle
  • FDM Odense
    Egegårdsvej 3, Hjallese, 5260 Odense S
  • FDM Fredericia
    Vesterballevej 7D, 7000 Fredericia
  • FDM Århus
    vintervej 1, 8210 Århus V/Hasle

Du kan booke aflevering via: https://www.bilsalgbooking.dk/dk/static/company/5